Adapted from Old Greek Stories Told Anew by Josephine Preston Peabody,

There once lived in Babylonia two lovers named Pyramus and Thisbe, der blev adskilt af en mærkelig ulykke. For de boede i forbundne huse, og selvom deres forældre havde forbudt dem at gifte sig, havde disse to fundet et middel til at tale sammen gennem en revne i muren.

her, igen og igen, Pyramus på hans side af væggen og Dettevære på hendes, de ville mødes for at fortælle hinanden alt, hvad der var sket i løbet af dagen, og at klage over deres grusomme forældre. Til sidst, de besluttede, at de ikke længere kunne udholde det, og de ville forlade deres hjem og blive gift, uanset hvad. De planlagde at mødes en bestemt aften ved et morbærtræ nær Kong Ninus grav uden for byens porte. Når sikkert mødt, de blev besluttet at stikke af sammen.

indtil videre gik alt godt. På den fastsatte tid, Dettebe, stærkt sløret for at forkæle sig selv, formåede at flygte hjemmefra ubemærket, og efter en hemmelig rejse gennem Babylons gader kom hun til en have af morbærtræer nær Ninus grav. Stedet var øde, og når der, hun tog sløret fra hendes ansigt for at se, om Pyramus ventede overalt blandt skyggerne. Hun hørte lyden af fodspor og vendte sig for at se—ikke Pyramus, men en skabning uvelkommen til ethvert møde—ingen ringere end en Løvinde, der krøb for at drikke fra en dam i nærheden.

uden et råb, Thisbe flygtede, slippe hendes slør, da hun løb. Hun fandt et skjulested blandt klipperne i nogen afstand, og der ventede hun uden at vide, hvad hun ellers skulle gøre.

Løvinden, efter at have slukket sin tørst efter et voldsomt måltid, vendte sig fra foråret og kom på sløret, snusede nysgerrigt på det, rev og kastede det med sine blodige kæber—som hun ville have gjort med Thisbe selv—faldt derefter legetøjet og gik igen til skoven.

det var kun lidt efter dette, at Pyramus skyndte sig til mødestedet, åndeløs med entusiasme for at finde Dettevære og fortælle hende, hvad der havde forsinket ham. Han fandt ingen Thisbe der. Et øjeblik blev han forvirret. Så kiggede han efter et tegn på hende, noget fodaftryk ved poolen. Der var sporet af et vildt dyr i græsset og i nærheden af en kvindes slør, revet og plettet med blod; han tog det op og vidste, at det var Thisbe ‘ s.

så hun var kommet på den fastsatte time, tro mod sit ord; hun havde ventet der på ham alene og forsvarsløs, og hun var blevet spist af et dyr fra junglen! Da disse tanker skyndte sig over den unge mands sind, kunne han ikke udholde mere.

” var det at møde mig, Thisbe, at du kom til en sådan død?”råbte han. “Jeg fulgte alt for sent. Men jeg vil betale. Selv nu kommer jeg sent, men jeg lover, at det ikke var min skyld!”

da han sagde dette, trak den fattige ungdom sit sværd og faldt på det, der ved foden af det morbærtræ, som han havde navngivet som mødestedet, og hans blod løb over rødderne.

under disse meget øjeblikke, Thisbe, høre ingen lyd og lidt beroliget, havde forladt fra hendes skjulested og kom til kanten af skoven. Hun så, at Løvinden havde forladt foråret, og ivrig efter at vise sin elsker, at hun havde vovet alt for at bevare troen, kom hun langsomt, lidt efter lidt, tilbage til Morbærtræet.

hun fandt Pyramus der, ifølge hans løfte. Hans eget sværd var i hans hjerte, den tomme kappe ved hans side, og i hans hånd holdt han stadig hendes slør. Thisbe så disse ting som om hun var i en drøm, og pludselig vækkede sandheden hende. Hun så den tragiske ulykke af alle, og da den døende pyramide åbnede øjnene og fik dem på hende, brød hendes hjerte. Med det samme sværd stak hun sig selv, og de elskende døde sammen.

der fandt forældrene dem efter en udmattende søgning, og de blev begravet sammen i den samme grav. Men morbærtræets bær blev Røde den dag, og røde har de været lige siden.