Olga2016-03-15t03:15:56se

Der findes få pålidelige optegnelser om praksis før Gupta-Imperiets tid, cirka 400 E.kr. Efter omkring dette tidspunkt begyndte forekomster af sati at blive markeret med indskrevne mindesten. De tidligste af disse findes i Sagar, Madhya Pradesh, selvom de største samlinger stammer fra flere århundreder senere, og findes i Rajasthan. Disse sten, kaldet devli eller sati-sten, blev helligdomme til den døde kvinde, der blev behandlet som et genstand for ærbødighed og tilbedelse. De er mest almindelige i det vestlige Indien. Nogle tilfælde af frivillig selvoplivning af både kvinder og mænd, der i det mindste delvist kan betragtes som historiske beretninger, er inkluderet i Mahabharata og andre værker. Imidlertid,store dele af disse værker er relativt sene interpolationer til en original historie, gør det vanskeligt at bruge dem til pålidelig dating. Desuden betragtes hverken immolation eller ønsket om selvoplivning som en skik i Mahabharata. Brug af udtrykket ‘sati’ til at beskrive skikken med selvoplivning forekommer aldrig i Mahabarata, i modsætning til andre skikke såsom Rajasuya yagna. I stedet betragtes selvopofrelserne som et udtryk for ekstrem sorg over tabet af en elsket. Jeg tror, at denne praksis oprindeligt kan have startet med selvoplivning, dette kan have forvandlet sig til tvungen immolation af samfundet….Vis mere