Erythroplakia (græsk, “fladt rødt område”) defineres som et ildrødt plaster, der hverken kan karakteriseres klinisk eller
patologisk som enhver anden definerbar læsion.
disse kan forekomme som en lys rød, glat, fløjlsagtig, granulær eller nodulær læsioner ofte med en veldefineret margener
støder op til normalt udseende slimhinde og er normalt asymptomatiske.
den bløde gane, mundbunden, den ventrale overflade af tungen og det retro-molære område er de mest almindelige
involveringssteder.
Erythroplakia er mere almindelig blandt middelaldrende til ældre personer og især blandt mænd. Det er mindre
almindeligt end leukoplakia.
forekomsten af disse læsioner spænder fra 0,02 – 0,83% i forskellige regioner.
Kristiologi
risikofaktorerne for erythroplakia er de samme som for oral pladecellecarcinom.Erythroplakia er sjældent multicentreret og dækker sjældent store områder af munden. Det er blødt på palpation og
bliver ikke indurated, før et invasivt karcinom udvikler sig i det.
det er ofte asymptomatisk, selvom nogle patienter kan klage over en øm, brændende eller metallisk fornemmelse.
Oral erythroplakia har den højeste risiko for ondartet transformation sammenlignet med alle andre slimhindelæsioner, dvs.
mest potentielt ondartede af alle orale slimhindelæsioner.
Alle erythroplakier skal ses med ekstrem klinisk mistanke om malignitet, da de er mere tilbøjelige til at
har histologiske foci af svær dysplasi, carcinom in situ (CIS) eller mikroinvasiv kræft.
forekomsten af svær dysplasi eller karcinom i disse læsioner er meget høj (80-90%), og biopsi er obligatorisk.
områder af erythroplakia kan også eksistere sammen med leukoplakia i såkaldte “blandede” eller “flekkede” læsioner (erythro-
leukoplakia).
der skal udvises omhu for at få en repræsentativ biopsiprøve i sådanne tilfælde med prøveudtagning af flere områder
inden for læsionen, da karcinom kun kan være til stede fokalt.