en ideel type er dannet ud fra egenskaber og elementer af de givne fænomener, men det er ikke meningen at svare til alle karakteristika for et bestemt tilfælde. Det er ikke meningen at henvise til perfekte ting, moralske idealer eller statistiske gennemsnit, men snarere at understrege visse elementer, der er fælles for de fleste tilfælde af det givne fænomen. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at ved at bruge ordet “ideal” refererer maks. Vber til ideernes verden (tysk: Gedankenbilder, “mentale billeder”) og ikke til perfektion; disse “ideelle typer” er ideekonstruktioner, der hjælper med at sætte det tilsyneladende kaos af den sociale virkelighed i orden.”en idealtype dannes ved ensidig accentuering af et eller flere synspunkter og ved syntesen af en lang række diffuse, diskrete, mere eller mindre til stede og lejlighedsvis fraværende konkrete individuelle fænomener, som er arrangeret efter disse ensidigt fremhævede synspunkter i en samlet analytisk konstruktion…”Det er et nyttigt redskab til komparativ sociologi til analyse af sociale eller økonomiske fænomener, der har fordele i forhold til en meget generel, abstrakt ide og et specifikt historisk eksempel. Det kan bruges til at analysere både et generelt, suprahistorisk fænomen som kapitalisme eller historisk unikke begivenheder som f.eks.

for at forsøge at forstå et bestemt fænomen skal man ikke kun beskrive deltagernes handlinger, men også “fortolke” dem. Men fortolkning udgør et problem for efterforskeren, der skal forsøge at klassificere adfærd som tilhørende en tidligere “ideel type”. Viber beskrev fire kategorier af” ideelle typer ” af adfærd: sekrationel (mål-rationalitet), vartrationel (værdi-rationalitet), affektuel (følelsesmæssig-rationalitet) og traditionel (brugerdefineret, ubevidst vane).

Viber, der er meget opmærksom på den fiktive karakter af den “ideelle type”, siger derfor, at den aldrig søger at hævde dens gyldighed med hensyn til reproduktion af eller korrespondance med den sociale virkelighed. Dens gyldighed kan kun konstateres med hensyn til tilstrækkelighed, hvilket er for bekvemt ignoreret af positivismens fortalere. Dette betyder dog ikke, at objektivitet, begrænset som den er, kan opnås ved at” afveje de forskellige evalueringer mod hinanden og indgå et “statsmandlignende” kompromis blandt dem”, som ofte foreslås som en løsning af dem, der deler Viber slags metodologisk perspektiv. En sådan praksis, som han kalder “synkretisme”, er ikke kun umulig, men også uetisk, for den undgår” den praktiske pligt til at stå op for vores egne idealer”].