Vivo Patofysiologi
andre emner
slim og muciner
slim er et “slimet” materiale, der belægger mange epiteloverflader og udskilles i væsker såsom spyt. Det består hovedsagelig af muciner og uorganiske salte suspenderet i vand.
Slim klæber til mange epiteloverflader, hvor det fungerer som en diffusionsbarriere mod kontakt med skadelige stoffer (f. eks. mavesyre, røg) og som et smøremiddel for at minimere forskydningsspændinger; sådanne slimbelægninger er især fremtrædende på epitelet i luftvejene, mave-tarmkanalen og kønsorganerne. Slim er også en rigelig og vigtig bestanddel af spyt, hvilket giver det næsten uovertruffen smøreegenskaber (prøv at stikke et stykke æbleskind mellem dine molarer uden spyt).
Slim-udskillende celler er bredt fordelt gennem kroppen. Bægerceller er rigelige i epitelet i mave-tarmkanalen og luftvejene, slimhindekirtler i disse samme organer leverer deres produkter gennem kanaler ind i tarmen og luftvejstræet, og mange af de acinære epitelceller i spytkirtler udskiller slim.
muciner er en familie af store, stærkt glycosylerede proteiner. Selvom nogle muciner er membranbundne på grund af tilstedeværelsen af et hydrofobt membranspændende domæne, der favoriserer tilbageholdelse i plasmamembranen, er koncentrationen her på de muciner, der udskilles på slimhindeoverflader og spyt.
Mucingener koder for mucinmonomerer, der syntetiseres som stavformede apomucinkerner, der er post-translationelt modificeret ved usædvanlig rigelig glycosylering. De amino-og carboksyterminale regioner er meget let glycosylerede, men rige på cysteiner, som sandsynligvis er involveret i etablering af disulfidforbindelser inden for og blandt mucinmonomerer.
den tætte “sukkerbelægning” af muciner giver dem betydelig vandholdningskapacitet og gør dem også resistente over for proteolyse, hvilket kan være vigtigt for at opretholde slimhindebarrierer.
muciner udskilles som massive aggregater med molekylmasser på ca.1 til 10 millioner Da. Inden for disse aggregater er monomerer for det meste bundet til hinanden ved ikke-kovalente interaktioner, skønt intermolekylære disulfidbindinger også kan spille en rolle i denne proces.